Filmen er inspireret af en virkelig historie der endte i en tragedie. De debuterende manuskriptforfattere Michael Diliberti og Matthew Sullivan har skrevet et ellers ret lovende scenarie; et pizzabud bliver iført en bombe og får at vide at han skal røve en bank – for ellers…
Ideen var god nok til at få støtte af produceren Ben Stiller og et skuespilhold, anført af Jesse Eisenberg, Aziz Ansari (fra ”Parks and Recreation”) og Danny McBride. Desværre ender manuskriptets muligheder her, med en potentielt god ide.
Den gode ide fiser ud i sandet med det samme, med en lang deadline der giver for mange muligheder til at undslippe (de giver ham over ti timer til at begå røveriet). Men værre endnu, karaktererne er ubehagelige og dårligt beskrevet og dialogen stinker. Der er drengerøvs vulgariteter, der sikkert skal være nyskabende, men de kommer ud som hæslige, afstumpede og fejlplacerede.
Den værste synder er, (ikke overraskende) Danny McBride, hvis redneck-med-en-halvfed må være det modsatte af god smag. Her spiller han Dwayne, en tabersøn til en tidligere marineinfanterist far (Fred Ward), der har travlt med at bruge sine lottomillionpræmier på andre end sin eneste søn. Stærk animeret af stripperen, Juicy, (Bianca Kajlich), beslutter Dwayne at skynde sig at få fingrene i sin arv, ved at hyre en lejemorder (Michael Pena). Men først skal han skaffe 100.000 dollar, som første del af betalingen…
På en eller anden måde får han og hans makker, Travis (Nick Swardson), ideen om at få en helt tredje til at udføre det beskidte arbejde. (“Tænk som en millionær”, siger Dwayne.
Eisenberg spiller Nick, pizzabuddet der får opgaven og Ansari er hans bedste ven, Chet, en historielærer, der indvilliger i at hjælpe ham med kuppet, hvis Nick lover aldrig at gå ud med hans søster mere.
Der er en uimiskendelig ”Fargo”-stemning over alt det her, eller i det mindste en stærk indflydelse, der får dig til at tænke på, hvor langt den her juvenile imitation vil falde. Coen brødrene bliver ofte kritiseret for en nedladende attitude overfor deres karakterer, men det er satire. Her har filmskaberne lavet et lille dusin frastødende mennesker, men kun for at svælge i dem ved enhver mulighed.
Instruktøren Ruben Fleischer (Zombieland), virker ikke som om han ved hvor han vil have de mange scener af platte, sexistiske og homofobiske scener hen, det er så juvenilt, at man undrer sig over, om de er skrevet i skolen under en eftersidning. Ikke alle manuskripter kan leve op til Aaron Sorkin niveau af sofistikeret arbejde, men det er svært at forestille sig hvad Eisenberg tænkte på, da han skrev under på kontrakten til det her tilbageslag af en film, efter at været steget i graderne til en film som ”The Social Network”.
Fleischer er heller ikke mere adræt med action scenerne, men selve røveriet bringer et fnis, ikke helt den ”Point Break” effekt af Zen kriminalitet drengene sigtede efter.
Faktisk har filmen en lignende følelse af klodset improvisation. Af og til rammer den et godt sted (Og Ansari er manden for det ret ofte). Men mestendels er det en serie af forpassede muligheder og løse skud.
Oversættelse: Dorte Rømer