En bittersød satire om politisk korrekthed og middelklasse vaner...
Sådan er Roman Polanskis film efter Yasmina Rezas populære skuespil “The God of Carnage”. Det er elegant underholdning, der får en til at tænke på Luis Bunuels “Borgerskabets diskrete charme”.
| Top rated films | View all |
|---|---|
| Pianisten (2002) | |
| Pianisten - Blu-ray (2002) |
Polanski giver os Rezas skuespil mere eller mindre som det er skrevet, med den filmiske fordel af, at scenen der starter hele kontroversen mellem de tiårige drenge vises. En kontrovers, der endvidere virker til at være afklaret mellem drengene selv, ved filmens slutning. (Et af børnene spilles af Polanskis egen søn, Elvis.)
Reza er mere interesseret i drengenes forældre. Nancy og Alan Cowan (Christoph Waltz og Kate Winslet) er et velhavende, succesfuldt New York ægtepar, der samvittighedsfuldt er kørt på tværs af hele byen, for at møde op i lejligheden der tilhører Penelope og Michael Longstreet (Jodie Foster og John C. Reilly), for at aflevere en forsonende undskyldning på vegne af deres søn, der har slået Nancy og Alans søn med en pind.
Hvad kunne være mere civiliseret? Og alligevel er hele situationen anspændt. Longstreet parret er oprørte og harme, Cowan ægteparret er defensive og prøver at afslutte konflikten. Alan er en stor advokatkanon, der bruger lige så meget tid på sin telefon, som han bruger på at være tilstede i stuen. Penelope og Michael, der tilhører en mere moderat middelklasse indtægtsramme, er mere søgende; de ønsker et tilhørsforhold, et forhold Cowan parret ingen interesse har i at have med dem. Og alligevel sker det, at hver gang de er på vej ud af døren, opstår der noget der opholder dem. Det er både gode manerer, men som oftest Alans telefon der udskyder det. På den måde trækkes besøget ud til at vare næsten samtlige af filmens 80 minutter.
Kate Winslet
Det er en meget skuespilorienteret film, og hvor de elsker det, de her 4 fuldblodsskuespillere i deres bedste alder. For at skifte metafor, så er det som at betragte en mix-double ved Wimbledon. Og den virkelige fornøjelse ved Rezas udspekulerede plot er, at på et tidspunkt nær det der er anden akt, skifter alliancerne og de to mænd opdager at de har mere til fælles med hinanden, end de har med deres respektive koner (og vice versa).
Den scene alle husker fra skuespillet, er den hvor Nancy bjæffer op over alle Pennys fornemme kunstbøger. Det er en sekvens fyldt med social forargelse. Morsom og tåkrummende, en whiskybælte version af en joke man ville forvente i en ungdomskomedie af Seth Rogen. Der er en lignende, måske endnu mere tabubelagt, sekvens i tredje akt, da Nancy gør noget uhørt ved hendes mands mest elskede ejendom.
Disse momenter af farce smører hele filmens maskine, men selvom det er underholdende selskab, vil det måske irritere nogen, at ingen af de medvirkendes opførsel virker autentisk. En kvinde der kaster op i en andens hjem - jeg vil regne med at 99 procent af alle kvinder ville undskylde og skynde sig væk, men ikke i dette skuespil. Det er teatrets præmis der holder hende der, og det er endnu mere tydeligt på film.
Jeg var skuffet over at Reza og Polanski ikke har kørt det længere ud. Hvis vi skal gå Bunuel vejen, så gå hele vejen; lad os ende i utroskab, kannibalisme eller mord. I stedet for, så påpeger satiren sine pointer om forældreskab, klasseforskelle og kønsroller, men holder igen med sine slag og stikker halen mellem benene når det afgørende spark burde være sat ind.
Oversættelse: Dorte Rømer
Loader...