George Smiley har haft en diskret, omend fremgangsrig karriere. En grundig mad i gråt, han har udført sit arbejde uklanderligt, men uden store armbevægelser eller selvpromovering.
Indtil nu hvor han pludseligt tvinges inde i rampelyset, med alles blikke på ham – vigtig, synlig og sårbar.
Næsten i total modsætning til Gary Oldman faktisk. Manden der bær Smileys slidte trenchcoat har en perlerække af eksplosive, prangende roller på samvittigheden. Men her er skrigene og galden fra Dracula, Beethoven, Sid Vicious, Sirius Black og utallige vanvittige pansere og skurke hørt op; den tavse mand kommer.
I Den kolde krigs dybfryser er der en muldvarp placeret allerlængst inde. Hvilket for os mugglere betyder at der er en spion i MI6, Storbritanniens hemmelige efterretningstjeneste. Højt oppe i organisationen. I skjul. En der lækker vigtig information til Sovjetunionen.
Smiley er lige blevet afskediget – sammen med Control (John Hurt), hans chef og mentor – men bliver så dramatisk tilbageindkaldt for at gå på muldvarpejagt. Sæt en spion til at fange en spion.
Mistanken falder på en af fem mænd, alle mægtige og sammenkoblede. Control har givet dem kodenavnene Tinker (fikser), Tailor (skrædder), Soldier (soldat), Poorman (fattigmand) og Beggarman (tigger), og de kommer alle fra en børneremse. Og så kan Smileys farlige spil gå i gang.
At filmatisere en af John Le Carrés mangefacetterede og højt elskede spionhistorier er måske lige så knibsk en opgave som Smileys egen udfordring; det er svært at ramme rigtigt hver gang, let at skyde forbi målet, utallige faldgruber. Således er det måske en endnu større overraskelse at opgaven gik til Tomas Alfredson for hans engelsksprogede debut.
Men Alfredson kan alt om atmosfære, hans Lad den rette komme ind er en ærefrygtindgydende, sær bedrift af nuanceforskydninger og finesser, og her fortæller han endnu engang en historie gennem blikke, antydninger og alt det der ikke siges.
At fylde rollelisten med engelske stjerner er et smart træk. Samtlige fra den indsmigrende Colin Firth, den ubarmhjertige Toby Jones, feltagenterne Mark Strong og Tom Hardy, til Benedict Cumberbatch, Ciaran Hinds, Kathy Burke og Stephen Graham svælger i materialet.
Og Alfredson anvender sig påpasseligt af Peter Straughns og Bridget O’Connors manus, som elegant sammenvæver tilbageblikke og karakterudviklinger, øjeblikke af afsløringer og abrupt action, alt i en opslugende, nøje udtænkt takt.
I grunden ligger George Smiley ikke så langt fra Gothambetjenten Jim Gordon; begge er rolige, grundige og intenst observerende, og Oldman indgyder en enorm intelligens i begge mænd; det skulle man ikke have troet…
I en af sit livs mest tilbageholdende roller er Oldman uden tvivl mest imponerende. Stoisk men ikke ufølsom, han er navet i midten af denne fængslende historie. Han bevæger sig forsigtigt, men slår hårdt i en spionfilm forlagt til de 70’ere som i nutidens globale klima føles både fjerne og vældigt relevante.
Og når Oldman forsvinder ind bag de kraftige glas i Smileys altseende briller, må man spørge sig selv; er der noget som reflekteres i dem? Et hurtigt gyldent genskær? Glansen fra en lille, nypudset statuette?
Oversættelse: Jesper Brygger