Magazine > Filmanmeldelser > Django Unchained…

Det er en udpræget Tarantino film, og på en måde en søsterfilm til ”Inglorious Basterds” (begge film har hævntemaer og er inspireret af italienske genre film fra 1960’erne og 70’erne). ”Django Unchained” er en spaghetti western, der primært finder sted i syden og er et blacksploitation kostume drama.

QT har megen morskab ud af at imitere spaghettiernes flashbacks, ligesom han har en lidt suspekt forsmag for blodig sadisme, men han genopfinder også opskriften ved at introducere racespørgsmålet. Spaghetti filmene har en tendens til at være anti-imperialistiske, men sorte karakterer var i det store og hele usynlige (Woody Strode i ”Once upon a Time in the West” er en sjælden undtagelse). Det giver umiddelbar mening at parre ”black power” energierne og blacksploitation film med en historie der omhandler slaveri, og det giver en delikat ordrig og handlekraftig film med virkelig potens, og så har filmen et af årets bedste soundtracks (Tarantino er stadig den bedste mixmaster i Hollywood).

Tarantinos nye yndlingsskuespiller, Christoph Waltz, spiller en tysk tandlæge, nu dusørjæger, Dr. King Schultz, der køber ydelser af slaven Django (Jamie Foxx) for at hjælpe ham med at identificere en flok slaveformænd, der er gået for langt. King, der som en oplyst europæer, ikke bifalder slaveri, ved at han har brug for Djangos hjælp, køber ham fri og tager ham ind som junior partner på en kort kontrakt.

Da Django finder ud af jobbets beskaffenhed; at skyde hvide mænd for penge, bliver han en ivrig lærling. Men det han virkelig gerne vil, er at tage tilbage til Mississippi for at finde sin elskede hustru, Broomhilde (Kerry Washington), der er blevet solgt til den berygtede plantage Candieland, hvor Calvin Candie (Leonardo DiCaprio) leder den med fast hånd.

Selvom det er en film der spænder over mange måneder og foregår i temmelig mange stater, så bliver ”Django Unchained” aldrig stillestående. Dialogen er fuld af gode, saftige og ofte vittige replikker. Tarantino har udtalt at alle hans film er lavet for at underholde, og det gør denne film så absolut, og det fra start til slut. Visse personer vil nok finde den lemfældige brug af ”N” ordet stødende, men helt ærligt, det er absolut legalt i forhold til den historie og periode filmen er sat i.

Der er en meget morsom omvej ind i Ku Klux Klan-land, hvor de ridende klanmedlemmer kæmper med hætter der ikke sidder ordentligt. Men den følgende scene, hvor plantage ejeren
Big Daddy (Don Johnson) undrer sig over hvordan en fri, sort mand gør en rig europæer følge, er mere typisk for filmens sorte, komiske genre. Den komik fæstner sig også i halsen på os når Tarantino vil tørre grinet af vores ansigter: Det gør han for eksempel når en flygtet slave bliver flået i småstykker eller når Candie underholder sig med at se to slaver kæmpe til døden med de bare næver, som i gladiatorkampe.

Fordi noget er morsomt, på et eller andet plan, morsomt, så betyder det ikke at det ikke også kan være seriøst. Og Tarantinos film tjener som en vigtig erindring om Amerikas historie og fortid, og hykleriet og ondskaben i Syden. Mere end noget andet, så er det tydeligt Tarantino finder racisme skandaløst, og filmen er skandaløs.

Naturligvis debatterer medierne heftigt, om den udprægede vold på film og dens formodede dårlige effekt på let påvirkelige personer. Men for at parafrasere en af filmens stjerner, Samuel L Jackson (der er åndeløst ubehagelig som en Onkel Tom lignende karakter), så er det eneste en film nogensinde har fået mig til at gøre - at købe popcorn.
 
Filmen foregår blot et par år før Steven Spielbergs værdige og intelligente ”Lincoln”, og det skal pointeres at et sort publikum sikkert ikke vil finde noget af den sidst nævnte det kan tage med sig, og de vil nok snarere finde ”Django Unchained” som et stykke styrkende eskapisme, som er alt hvad titlen lover når alt kommer til alt.

Se vores interview med Christoph Waltz her.

Oversættelse: Dorte Rømer