Mens de ignorerede film som ”Tinker, Tailor, Soldier, Spy”, ”Melancholia”, ”Drive” og ”Margaret” (blot for at nævne et par stykker)?
Nuvel, de tænkte tilsyneladende slet ikke. Men det var utvivlsomt, at de stemte mens de var følelsesmæssigt berørte, selvretfærdige og respektfulde overfor dem der mistede livet i 11. September ulykken. De følelser denne ekstremt lange og ufatteligt nuttede tåreperser praktisk talt forlanger.
Jeg har intet imod Stephen Daldry, den britiske teater instruktør, der nu har lavet fire film, der alle har været nomineret i kategorien ”Bedste Film” (De andre titler er; ”Billy Elliot”, ”The Hours” og ”The Reader”), men med denne film er han er han på vej til at blive nomineret i en helt særegen kategori, nemlig den der hedder; Den mest overvurderede filmskaber i Amerika. Og ”Ekstremt..” er hans værste film, en Ekstremt Beregnende Men Utrolig Fejlvurderet handling, der forsøger at nasse på ofrene fra World Trade Center, for at få dem til at hoste op med en triviel, sentimental og enormt utroværdig historie om en niårig dreng, der gennemsøger New York City efter en lås der passer til en nøgle, han har fundet i sin døde fars skab.
Romanen af Jonathan Safran Foer (som jeg ikke har læst) vækkede ikke den samme bitre respons som filmen gjorde i Amerika (hjemmesiden Metacritic giver den karakteren 4.6/10, hvilket gør den til den værst vurderede konkurrent i Bedste Film kategorien nogensinde). Så lad os antage at Foers elegante prosa virker magisk på papiret. Film er et mere håndgribeligt medie, især denne film, der begynder med Tom Hanks der møder sin skæbne denne dag i September.
Måske kan man slippe af sted med det i en roman, men det er ret anstrengt at se et barn, der antageligt har alle mulige problemer; han har agorafobi, klaustrofobi, eller begge ting, og kan lide at tage en tamburin med sig, for at holde angsten stangen. Det er anstrengende at se en kuet, sky, vanvittig intelligent, men meget ung dreng vandre igennem New York på kryds og tværs, på sin jagt, der indbefatter at banke på fremmede menneskers døre (og altid til fods, da han nægter at bruge offentlig transport), og ikke tænke at, (en) hans mor burde blive spærret inde (måske er det det, nøglen skal bruges til?). Han er ikke som noget andet barn på planeten.
Heldigvis er næsten alle de mennesker han møder fra det samme nuttede solsystem, med den delvise undtagelse af den mystiske eneboer, der lejer et værelse af hans bedstemor på den anden side af gården. En vrissen, stum, gammel mand, spillet med betydelig knotten karisma af den store Max von Sydow – der står frem som det bedste i denne film og måske endda fortjener sin Oscar nomination.
Jeg er ikke sikker på, hvor objektivt jeg kan beskrive min oplevelse af at se denne film, bortset fra at gentage og understrege at den giver sure opstød, den er sentimental og manipulerende, ikke engang en anelse troværdig og helt taber ethvert vigtigt spørgsmål om 11. September. Den vred også lidt tårer ud af mig, og det er det jeg tager mest afstand fra, for det er billige tårer som filmen aftvang uden nogen risiko eller at have noget at give, og de kan kun bruges til at devaluere en af de mest smertefulde begivenheder nogen af os har gennemleve. Det er ikke fordi jeg synes det er for tidligt; jeg havde intet problem med Oliver Stones film ”World Trade Center”, eller ”Remember Me”, men lige den her produktion virker triviel og galt afmarcheret, en lang, kedelig sag, der måske kunne have virket som en børnefilm, bortset fra, at den er rettet mod voksne.
Oversættelse: Dorte Rømer