Magazine > Filmanmeldelser > Habemus Papam…

Men desværre…Det begynder ellers muntert, I den italienske instruktør Nanni Morettis kjortel-kostume-komedie, der viser de rødklædte kardinaler der flokkes for at komme ind I det Sixtinske Kapelfor atudvælge den nye pave.Og hver af dem beder intenst for at det ikke bliver dem selv.

Til alles lettelse, men ikke til hans, er det den overraskende kandidat; kardinal Melville (Michel Piccoli) der får nikket. Men lige som han skal til at blive introduceret til den enorme menneskeflok på Peterspladsen, får Melville kolde fødder, han skriger som en pige og flygter ud af lokalet.

Hans skrækslagne kolleger hyrer fluks en terapeut, der er ateist (spilles af Moretti selv), for at få check på den øverste etage på den usikre pave. Bedst som man tror det sjove begynder, så stopper det her. Efter at have sprunget ud fra denne fantastiske præmis, så taber Morettis film det hele på gulvet, og endnu mere end den centrale figur gør det. Det er som om filmen bliver fanget mellem Morettis fabulerende sarkasme og Piccolis blide ydmyghed, og manuskriptet ved heller ikke i hvilken retning det vil gå hen.

I stedet for sender “Habemus Papam” Hans Hellighed ud på en vandretur i Roms gader, på en række tankevækkende oplevelser med andre mennesker; i en bus, med en protestantisk præst og en teatertrup der øver på Tjekhovs skuespil ”Mågen”. De her interaktioner, selv en skøn scene hvor de ældre kardinaler spiller volleybold i en af Vatikanets baggårde, trækker en film frem, der aldrig lever op til dens løfte.

Filmen er for blød til at matche satiren i Morettis Berlusconi-spiddende film ”The Caiman”, og den er alt for ubalanceret til at nå den dybe intensitet af det vidunderlige drama om tro; ”Of Gods And Men”. “We Have A Pope” flyder rundt et eller andet sted midt i mellem.

Oversettelse: Dorte Rømer