Magazine > Filmanmeldelser > Hushpuppy…

Faktisk blev jeg så forelsket i den, at jeg halede hele familien ind for at se den (den yngste på syv år forstod den fuldstændigt).

Det er en debutfilm af Benh Zeitlin, baseret på et skuespil af Lucy Alibar med titlen ”Juicy and Delicious”. Men dette må være den mindst teateragtige fortolkning nogensinde. ”Hushpuppy” er en opløftende, poetisk og magisk realistisk film, en form for eventyr, der foregår i et område kaldet ”the bathtub”, et hærget, sumpet område udenfor den flodbarriere, der skulle beskytte byen New Orleans.

Det er ikke meget, men det er hjem for den seksårige Hushpuppy (Quvenzhane Wallis) og hendes skrantende far, Wink (Dwight Henry), og en flok stædige mennesker; for fattige og stolte til at lade sig flytte til det, de kalder ”den tørre verden”.

Hushpuppy bor i en faldefærdig hytte, et par hundrede meter fra sin nærmeste nabo; sin far. Han ved at hans dage er talte og vil sørge for at hans datter er parat til at klare sig selv. Han har nok overvurderet hende, i en tidlig scene kommer hun til at sætte ild på hjemmet.

Filmen skildrer deres kamp for at overleve efter en voldsom oversvømmelse – det er umuligt ikke at tænke på den altødelæggende oversvømmelse som orkanen Katrina forårsagede, men den nævnes aldrig. Denne synopsis får filmen til at lyde som noget Ken Loach eller Dardenne brødrene kunne have lavet, men oplevelsen er mere i retning af værker af Terrence Malick og Derek Gordon Greens ”George Washington”, og hvorfor ikke lige tilsætte et skvæt af Tennessee Williams nu vi er ved det?

Malicks indflydelse er tydelig i Hushpuppys voice-over, den lille pige der filosoferer er på grænsen til det ufrivilligt morsomme, hvis ikke Wallis havde en så overbevisende og karismatisk tilstedeværelse. Forestil dig et kryds mellem Shirley Temple og Pam Grier, og teksten er egentlig meget smuk; ”Når det hele bliver stille bag mine øjne, så ser jeg alt der fik mig til at flyve i små, usynlige stykker”.
 

Det der er grundtonen i denne film er, at den trækker på den specifikke energi, den ukuelighed og berettigede vrede de overlevende i Louisiana havde efter orkanen Katrina. De udgør det ikke-professionelle cast, og det smelter sammen til en større, altopslugende prognose på et miljømæssigt kollaps.

Forestil dig de forhistoriske vildsvin og urokser der bryder fri af den smeltende is og hærger Hushpuppys drømme. De er symboler på den forestående destruktion og selve døden. De er også det sidste man ville forvente at møde i en lavbudget debut spillefilm (på en eller anden måde fik Zeitlin overbevist ILM (Industrial Light and Magic, red.) om at hjælpe med post-produktionen.

Jeg har endnu ikke formidlet hvordan denne film, der handler om moral og de mest udsatte formår at blive en så stimulerende oplevelse. Her må nævnes det euforiske cajun-rock soundtrack, komponeret af Zeitlin og Dan Romer. Også Ben Richardsons rastløse, gennemborende fotografering fremtryller skybrud ud af den tomme luft.
 

En af de få negative anmeldelser jeg har læst, klager over at filmen forløber som en musikvideo med bandet ”Arcade Fire”, og jeg ved godt hvad han mener, men personligt kan jeg godt lide ”Arcade Fire” og jeg er vild med, at Zeitlin ikke er bange for at bruge moderne underholdnings kunstgreb som slow motion, computeranimation og musik, til at filtrere virkelighed ned gennem nutidig kreativ følsomhed. Hvis uafhængige film i Amerika skal overleve, så skal flere filmskabere være klar til at bryde ud fra det konventionelle og risikere en følelsesladet, fantasifuld reaktion til den verden de ser lige frem for sig – og til at lave flere passionerede, modige film som denne.

Oversættelse: Dorte Rømer