Og da instruktøren Barry Sonnenfeld desuden har indrømmet, at de ikke havde et færdigt manus, da de begyndte at skyde filmen, så ængstes man yderligere for Men In Black 3.
Denne film i hit-serien begynder med, at J (Will Smith) må rejse tilbage i tiden, 40 år efter at en hævngerrig alien, den dystre Boris (Jermaine Clement), rejste tilbage til 1969, for at gøre det af med K (Tommy Lee Jones). Nu må J navigerer rundt i alle tidsrejsens potentielle farer, og desuden redde sin ven. Og hvem kan i den situation være en bedre ven i nøden end den unge Agent K (Josh Brolin), som Boris har på kornet.
Som man kan forvente sig med to MIB-film bag sig, hopper Smith og Jones ubesværet i de skræddersyede sorte jakkesæt, men det er Brolin, som løber med filmen. Han leverer en gedigen indsats som en gammel-før-sin-tid K; i en perfekt blanding af inspiration og fortolkning, forlener han Jones’ lakoniske karakter med et skævt twist, der viser en anden side af den hårdkogte figur.
I og med at meget af filmens handling foregår sent i 60’ernes New York, har filmen en hel del racebaseret humor, og det, kombineret med en del klicheer, bruger filmen til at skære tidsånden ud i pap, og ja; selv Andy Warhol er med.
Men Bo Welch’ designarbejde er mere end på talefod med æraens æstetik; det hele føles lidt som en sci-fi Mad Men, blot uden røg, whisky og sex.
Det hjælper desuden at FX guru Rick Baker igen har leveret varen i form af en ny samling af bizarre og kreative opfindelser.
Men filmens akilleshæl er ironisk nok dens skurk – bad boy Boris.
For hvor Clement gør sit bedste som den brutale Boris unde massive lag af makeup, er han bare ikke helt truende og ond nok. I en tidlig sekvens ser vi ham flygte fra et rumfængsel (her får vi i øvrigt en fuldstændig unødig birollepræstation fra tidligere Pussycat Doll Nicole Scherzinger), og det er umiddelbart lovende, men da Boris lander i sit 60’er-jeg, ender han med at være mere forkælet møgunge end potent skurk.
Men en acceptabel slutning som samler trådene med en vigtig begivenhed i rumkapløbet, og et overraskende, rørende intergalaktisk twist, redder mod alle odds filmen til sidst.
Så selvom Men In Black 3 langtfra er så god som den første film, er den et pænt stykke bedre end 2’eren, hvilket fører til spørgsmålet: Hvor god kunne den ikke have været, hvis nogen havde ulejliget sig med at skrive et solidt manus til at begynde med?
Oversættelse: Jesper Brygger