Den foregår tre årtier før det lille hvinende bæst for første gang dukkede op gennem John Hurts brystkasse, og den er en total modsætning til Ridley Scotts mørke, stramme og grumme B-filmsthriller: Det er en blankpoleret, ambitiøs sci-fi blockbuster, som forfører med sine storladne spektakler snarere end med basal skræk.
Den store fossilerede ‘Space Jockey’, som vi blot får et glimt af i Alien, da den bliver opdaget af mandskabet på Nostromo, udgør denne films grundlæggende mytologi. Ansigter bliver dækket af Facehuggers, brystkasser sprænges, men Prometheus lever i sin egen smukt designede verden.
Efter at have opdaget en urgammel grotte, som muligvis kan kaste lys over menneskehedens herkomst på en fjern planet, slutter videnskabsfolkene Elizabeth Shaw (Noomi Rapace) og Charlie Holloway (Logan Marshall-Green) sig til det 17-mand store mandskab om bord på multimilliardæren Peter Weylands (Guy Pearce, under store mængder makeup) rumskib Prometheus.
Lige fra afrejsen ved vi hvor vi er henne: Et broget mandskab vågner fra cryo-søvnen, lander på planetens overflade og opdager et labyrintisk netværk af tunneller, som indeholder mistænkeligt udseende kokoner... Prometheus tager sig sin tid, før rædslen sætter ind, men naturligvis begynder slimen at flyde, benene at knuses og blodet at sprøjte.
Anspændthed og intrige er elementerne der driver handlingen frem med manus af Damon Lindelof og Jon Spaihts. Og filmen centrale scene – med Rapace i centrum – leverer i den grad det nervepirrende spændingselement kombineret med masser af blod og indvolde, som vi havde håbet på.
Men sandheden er dog, at Prometheus’ lurende rædsel sjældent folder sig ud i ren skræk, og at dens ideer aldrig udvikler sig til helt forløste temaer. Som den voldsomme visuelle begavelse han er, lader Ridley Scott sit overvældende 3D-filmarbejde gøre arbejdet for sig i stedet for at indfri Prometheus’ filosofiske løfter. Men de manglende svar og følelser er netop det, der stopper Scotts film fra at nå op til de højder, der kendetegner seriens første to film.
I et mandskab af ren kanonføde leverer Rapace en blødere og varmere heltinde end hvad vi er vant til, og udgør en fin kontrast til Charlize Therons iskolde leder på missionen, Idris Elba har det tydeligvis også sjovt med sin sardoniske kaptajn.
Men Michael Fassbenders android David er lysår foran dem alle, når han spiller basketball med sig selv, affarver sit hår, og lærer sig at blive et menneske ved konstant at studere Peter O’Toole i Lawrence Of Arabia. Fassbenders skræmmende præstation er kantet med en kulsort humor, som Prometheus kunne have haft meget mere af.
Det frustrerende er, at alle elementerne var til stede for en storfilm, inklusiv de tårnhøje forventninger. Det vi har fået, er en overlegen sci-fi blockbuster, som er visuelt spektakulær, spændende og vældigt underholdende.
Oversættelse: Jesper Brygger