En frydefuld komedie, der genskaber Hollywood i de sene 1920ere, tidlige 1930’ere, og trækker referencer fra periodens filmsprog.
Det er ren filmglæde. George Valentin (Jean Dujardin) er en flot hjerteknuser, en romantisk action helt som Douglas Fairbanks, og hele Hollywoods yndling. Han bumper bogstaveligt talt ind i ingenuen, Peppy Miller (Berenice Bejo) ved hans egen premiere, og som skæbnen vil det, er hun castet i en stor rolle, i den nye film han skal optage allerede næste dag.
Deres forhold er tilbageholdt, mestendels flirtende, han er (ulykkelig) gift, hun er væsentligt yngre end ham og bevæger sig ikke i de samme sociale cirkler, men tiltrækningen er ikke mindre stærk på grund af det usagte.
Og selvfølgelig er alting usagt i denne film. Det er en stumfilm, skudt i sort/hvid, og i en stil der indeholder fade outs og billedeopløsning. Der er underlægningsmusik, og i en enkelt drillende scene er der lydeffekter, men ellers må vi læne os op af tekstskilte og den enkelte skuespillers dygtighed udi kropssprog.
Nå, men med et lille tip fra George er Peppy godt i gang, og bliver snart en komedie stjerne selv. Men som det bliver hendes storhedstid, er hans stjerne ved at falme. Da lydfilm revolutionerer branchen, er hun klar til at til at drage fordel af det. Han bliver skåret væk, han er en af den gamle garde som publikum har glemt.
Det er på dette sted, at ”The Artist” bevæger sig fra at være en frisk, slapstick variation af ”Singin’ in the Rain”, til en mere sentimental remake af ”En stjerne fødes”. Forfatter og instruktør Michel Hazanavicius (OSS 117), pepper filmen op med referencer til film klassikere; du genkender måske en montage sekvens han har gaflet fra ”Citizen Kane”. Der er bidder og klip af Harold Lloyd, Charlie Chaplin og Billy Wilder og en stor del Bernard Herrmanns musik fra Hitchcocks ”En kvinde skygges”.
Det er fristende at tilslutte sig det bagslag, der unægtelig vil komme nu da filmen har toppet kritikernes top ti over bedst bedømte film i USA, og på en eller anden måde er kommet i betragtning til en Oscar nominering for Bedste Film. Sandheden er dog, at det ikke er så god en film som, for eksempel ”The Descendants”, ”Melancholia”, ”Hugo” eller endda ”Moneyball”, og den ville heller ikke kunne tåle sammenligning med de bedste stumfilm, der blev lavet i de sene 1920ere (film som ”Sunrise”, ”The Big Parade” eller ”Seventh Heaven”. Filmen har ikke dybden, ambitionerne eller den emotionelle autencitet som en virkelig stor film har.
Men der er ingen grund til at træde på denne herlige parodi, blot fordi den er blevet over hypet i visse kredse. Når den er værst, er den en blid, opfindsom, sentimental komedie, og en film der vil genoplive interessen i filmhistoriens klassiske guldkorn fra en svunden tid. Og de to stjerner er fantastiske. Han er elegant, adræt, en fontæne af melankolsk vid… Hun er boblende og kvik, med et uimodståeligt smil (en stjerne er født, helt bestemt). De er blide og elskelige tillige. Måske er det det, der afholder ”The Artist” fra at opnå virkeligt artisteri… Når man koger det ned til essensen, så er det en kærlighedshistorie mellem to rare mennesker, så enkelt er det.
Filmen er tilgængelig for streaming her.
Oversættelse: Dorte Rømer