Magazine > Filmanmeldelser > Win Win…

Jeg blev forbavset da jeg læste hans CV, og opdagede at han medvirkede i mange, store filmsucceser i midten af 90’erne, her i blandt ”Donnie Brasco”, ”My best friends wedding”, ”Truman Show” og ”Saving Private Ryan”. Men det var hans portræt af den koleriske serieskaber, Harvey Pekar, i filmen ”American Splendor” fra 2003, der fik folks øjne op for ham. Hans rolle i filmen ”Sideways” høstede mange priser, men fik ikke engang en Oscar nominering, men det gjorde ham til en usædvanlig filmstjerne, ikke den sædvanlige, mandlige hovedrolleindehaver, men en karakterskuespiller der kan bære en film. En fra den samme tradition som Gene Hackman og Dustin Hoffman.

 

Siden dengang har vi set ham i film som ”Cinderella Man”, ”Illusionisten”, ”Lady in the Water”, ”Shoot ‘Em Up” og HBO’s prisvindende John Adams (instrueret af Tom Hooper, før han lavede ”Kongens Store Tale”). Men ”Win Win” er sandsynligvis det nærmeste Giamatti har været på at gentage den store appel og den varme komedie som vi så i ”Sideways”.

 

Den uundgåelige tilbageslag kommer i den uventede form af den gamle mands teenage barnebarn, der leder efter tag over hovedet, da hans mor havner på et afvænningshjem. Kyle (Alex Shaffer) har åbenbart ingen andre at søge hen til, så Mike bliver værge på trods alt, da han giver knægten et sted at bo og en plads på skolens brydehold som han træner.

 

Manuskriptforfatter og instruktør, Thomas McCarthy, lavede filmene ”The Station Agent” og ”The Visitor”. Sportsscenerne truer med at gøre det her til en mere gennemsnitlig film, men instruktøren undgår for det meste klicheerne, når han udforsker de enorme forskelle mellem ungdommens store løfter og energi og den midaldrende mentor der er kørt fast i sine egne kampe.

 

Præcis som Mike, er Giamatti sympatisk og absolut troværdig, både med sine gode sider (hans sunde fornuft, venlige instinkter og intelligens) og i sine fejl (et vist hemmelighedskræmmeri der fejlagtigt fortolker fejhed for diskretion). Amy Ryan er også udmærket som hans saglige hustru, Jackie. Det bånd hun får til Kyle, giver filmen en ægte, følelsesmæssig rygrad, som den maskuline historie måske havde misset. Melanie Lynskey, næsten uigenkendelig fra sin rolle i ”Heavenly Creatures”, kan ikke gøre meget for at få Kyles mor mere fornuftig, men hun har et par gennemtrængende scener alligevel.

 

 

Oversættelse: Dorte Rømer