”Young Adult” er et giftigt brev til en ikke-så-ung-mere kvinde, en selvglad forfatter, der har undsluppet den kedelige småbys normaltiteter for at fange succes og rigdom i storbyen. Eller i det mindste i Minneapolis, der måske nok ikke er New York City, men stadig går an som en metropolis i staten Minnesota. (Cody boede også selv kort i Minnesota, det var der hun startede sin karriere som stripper.)
Mavis, (Charlize Theron) er ikke helt Cody, men hun er sikkert den person Cody har i tankerne i sin fantasi, hvis ikke tingene var gået efter planen. Hun er en kvinde der tor hun er ”det”; en hip, smuk kvinde, der elsker at have det sjovt og får løn for at skrive. I hendes tilfælde kommer lønnen dog for at ghost writer på en romanserie om livet på en high school – en serie som forlaget lige har trukket stikket på. Mavis tror hun er bedre end alle andre, i alle tilfælde bedre end alle andre fra hjembyen Mercury… Måske med undtagelse af Buddy Slade (Patrick Wilson), hendes første rigtige kæreste.
Da Buddy e-mailer hende en besked hvor han fortæller om fødslen af sin datter, så opfatter Mavis det som et råb om hjælp. Det er ikke normalt, ræsonnerer hun, at rundsende den slags nyheder til sin ekskæreste. Buddy ved det måske ikke nu, men han har brug for hende. Han har brug for hende til at blive reddet fra sit skrækkeligt kedelige liv, fanget i kødgrydernes vold. Og det er det eneste det kræver, hun tager tilbage til Mercury, fuld af planer om at opløse hans ægteskab og tage ham med tilbage til det liv, der altid var planlagt for de to.
Jeg behøver vel dårligt at sige, at tingene ikke helt går sådan. I stedet for at tage Buddy i sin favn og redde ham, så finder hun sig selv i en bar med en anden gammel skolekammerat, ikke at hun kan genkende ham, hun husker ham vagt som “the hate crime fyren”. Matt (Patton Oswalt) var gerningsmanden, og hans offer var en nørdet gut, der blev voldsomt handicappet i en gay-bashing (selvom han faktisk ikke var homoseksuel).
Det er dystre sager, et forfriskende trin højere end Codys seneste film, den meget omtalte ”Jennifers Body”. (Mavis kunne være Jennifer som voksen – selvom hun er en mere helstøbt og interessant karakter.)
Oswalt, en amerikansk komiker, der måske er bedst kendt hos filmpublikum for at være den madglade rotte, Remy i ”Ratatouille”, er rigtig god som Matt. Han er både forarget over Mavis (han konstaterer korrekt at hun må være psykisk syg) og tiltrukket af hende. Det er ikke kun på grund af hendes tidligere High School skønhed, men fordi han, på trods af alt, nyder hendes selskab. Måske fordi han også selv er bitter og sært skruet sammen.
Jeg må indrømme at han ikke er alene om det. Charlize Theron udretter mirakler med denne rolle. Mavis er næsten lige så meget et monster som Aileen Wuornoss var i filmen med det navn, og med færre formildende omstændigheder. Hun er endda i stand til at udføre grotesk opførsel overfor en hund – den ultimative synd i enhver film. Og på trods af det, så formår Cody, Theron og instruktøren Jason Reitman (”Juno”) på en eller anden måde at få os til at få medfølelse for dette fortabte og giftige menneske. En kvinde hvis værdier er vendt så meget på hovedet, så hun ikke opdager hvor dybt hun egentlig synker. Det er en modig, dyster, morsom, sørgelig film. Næsten Billy Wilder værdig og et stort skridt i den rigtige retning fra ”Juno”. Det er ikke nogen overraskelse at den har fået den kolde skulder fra det amerikanske filmakademi, men jeg vil sætte Therons præstation over nogen anden i dettte års Bedste Kvindelige Skuespiller kategori.
Oversættelse: Dorte Rømer