Den markante svenske filmjournalist Emma Gray Munthes guide til de bedste film i 2011. (Hun sørger også for at advare mod nogle virkelig, virkelig dårlige.)
Ryan Gosling og Michelle Williams er fuldstændigt uovertrufne sammen i denne historie om et kærlighedsforholds storhed og fald. En film der river i hjertet.
Lars von Trier fortæller om sig selv, gennem at fortælle om en deprimeret kvinde og jordens undergang. Kirsten Dunst har aldrig været bedre, og bliver aldrig bedre. Slutningen er magisk!
Et forældrepar har ladet sine børn vokse op helt isolerede fra omverdenen, og har lært dem at alt på den anden side af stakittet er livsfarligt. Årets sygeste, mest ubehagelige og mest kulsort sjove film!
Steve Coogan og Rob Brydon foretager en kulinarisk rejse rundt i det nordlige England, taler om følelser, imiterer diverse skuespillere og småskændes. Det er frygteligt morsomt – og hjerteskærende fint og sørgeligt
Babydoll bliver sat på en galeanstalt af sin stedfar, og begynder at lægge planer for sin flugt før det ventede hvide snit. Årest mest misforståede, ufortjent udskældte og rasende feministiske film!
En amatørskuespillende terrarie kamæleon – med Jonny Depps stemme – på eventyr i det vilde vesten! Dialogen er kvik og sjov, det hele er mescalinagtigt skævt i største almenhed.
Årets overraskelse! Alieninvasion som spiller både Super 8 og District 9 ud af banen. Lavbudget med fine effekter, godt manus og uhørt fine spil af hovedrolleindehaverne (som spilles af et rigtigt par).
Vi følger Anders, på udgang fra behandlingshjemmet, gennem en dag. Ikke lige så umidelbar som som Joachim Triers debut Reprise (se den, hvis du ikke allerede har gjort det!), men Oslo, 31 august sidder længe i kroppen.
Simin vil flytte til udlandet, Nader vil blive og tage hånd om sin demente far. De skiller sig, og deres fælles datter bliver hos Nader. Snart sidder de alle fast i en uudholdelig situation. Fantastisk spil, hele vejen igennem!
Pandemi, massehysteri og total paranoia rammer hele jorden. Stjernepakket og ubehagelig, uden at Soderbergh overspiller hverken det ene eller det andet. Årets skrækfilm i al sin lavmælthed.
Hvad er det lige med The Fighter? Hvad faldt alle for; At den var så overspillet? Og hvad var det i klichéen Black Swan, som fik så mange ellers fornuftige mennesker til at gå i selvsving? Og HVORDAN kunne man kalde Bridesmaids for “lysende” og “revolutionerende”? Den var i glimt utrolig sjov, ja, men også ret tam.
Forventningerne til Trent Reznors og Atticus Ross The Girl with the dragon tattoo-soundtrack var enorme, men det lykkedes dem ikke at komme helt i op i Social Network-klasse. Årets soundtrackmagere var i stedet Cliff Martinez, som stod bag det spændingsskabende drev i både Contagion- og Drive-musikken.
Michelle Williams og Ryan Gosling fremstår mere og mere som sin generations klarest lysende stjerner. Hvilke ansigter! Så mange følelser med så små midler! Fantastiske sammen i Blue Valentine, fantastiske hver for sig i tidligere film som Half Nelson og Wendy and Lucy.
Af årets filmscener er der nogle som har sat sig ekstra meget. En Kirsten Dunst i brudekjole øverst på en tårn af stablede stoler, en drenget Alexander Skarsgård på en sengekant og jordens undergang i Melancholia, brændslukkerne under cykelturen i Oslo, 31. august, hele indledningen i Drive.